
Nogle oplæggere bruger at tage et kort fra, et kort som skal forestille spørgeren. Dette kort kaldes en signifikator. Det bruger jeg ikke. Jeg vil gerne have alle 78 kort til min rådighed, og kortene skal nok fortælle mig hvem spørgeren er alligevel.
Før jeg starter et oplæg, blander jeg kortene. Jeg vender også nogle af kortene, så de kommer til at stå på hovedet. Jeg lader også spørgeren blande kortene selv. Kortbunken placeres på bordet med billedsiden nedad, og så trækker jeg kortbunken ud til en lang (eller to kortere alt efter bordplads) stribe kort, hvor man kan se lidt af alle kortene. Så får spørgeren lov til at vælge, hvilket kort der skal være nr. 1, hvilket der skal være nr. 2 osv. Når alle kortene er trukket, stadig med billedsiden nedad, bliver resten lagt til side og nu bliver de trukne kort lagt ud i oplægget (som regel Det keltiske kors) hele tiden med billedsiden nedad. Så får spørgeren lov til at vende alle kortene, og så går vi i gang. Er det mig der er spørgeren, gør jeg selvfølgelig det hele selv.
Det er ikke alle oplæggere der vil have at andre rører deres kort, men jeg har ikke noget imod det. Alle disse ydre formalia, som oftest tillægges kortene, bruger jeg ikke, fordi det tager min opmærksomhed væk fra selve oplægget og tolkningen.
Det simpleste oplæg består af 3 kort på række. Kortene er nummereret 1 - 3 for at lette forståelsen. Som regel bruges dette oplæg på den måde, at kort nr. 1 står for fortiden dvs. hvad er gået forud for den situation der spørges om, kort nr. 2 for nutiden, sådan som tingene står nu og kort nr. 3 for fremtiden sådan som situationen kan udvikle sig. Du er velkommen til at trække endnu et kort og lægge det op til højre for kort nr. 3. Dette kort kaldes "Det gode råd" og kan læses som et fingerpeg om, hvad du kan gøre. HUSK! I Tarot er der ikke noget der er endegyldigt, alt er kun forslag, og du kan "take it or leave it".
Dette oplæg bruges gerne på et helt konkret spørgsmål. Det er et ret begrænset oplæg, men glimrende at øve sig på, da det er ret overskueligt. Du kan selv rette oplægget ind efter dit eget behov, fx. som et oplæg der viser relationer/problemer mellem dig og en anden. I dette tilfælde kan du lade kort 1 være dig, kort 3 den anden og kort 2 relationen/problemet mellem jer. Også her kan du lægge et 4. kort op som det gode råd.
Sådan ser min udgave af det keltiske kors ud. I andre bøger og hos andre oplæggere ser det sikkert anderledes ud. Men, som før nævnt, I Tarot kan man gøre som man vil.
|
Kort 1 |
Dette er sagens (problemets) kerne, hvad det er der spørges om. Spørges der ikke om noget specielt, er det dig her og nu. |
|
Kort 2 |
Viser hvordan du reagerer på dit problem. Har du ikke spurgt om noget specielt, viser det din du har det med dine omgivelser. |
|
Kort 3 |
Dette kort viser hvad det er for forhindringer du er udsat for. Da et kort både kan læses positivt og negativt, er det som regel den negative side der skal læses her. |
|
Kort 4 |
Din hjerne arbejder både på det bevidste plan og på det ubevidste plan med problemet. Dette kort viser dine bevidste overvejelser. |
|
Kort 5 |
Dette kort viser hvad du ubevidst går og udpønser vedrørende problemet. Det kan også vise hvad følelsesmæssige relationer du har. |
|
Kort 6 |
Viser hvad der er gået forud for den situation du er havnet i. Hvad har skabt situationen/problemet? |
|
Kort 7 |
Nu bevæger vi os i retningen af en løsning. Dette kort kan give et bud på hvordan sagen vil arte sig i fremtiden |
|
Kort 8 |
Sådan ser du ud den kommende tid. Det er sådan andre vil opfatte dig. |
|
Kort 9 |
Sådan vil du opfatte dine omgivelser i den kommende tid. Ikke bare andre mennesker men også hele din egen verden. |
|
Kort 10 og kort 11 |
Oprindelig er der kun et kort på dette sted. Kortet står for håb og frygt. Men da jeg synes disse to emner ikke kan vises med det samme kort, gør jeg enten det, at jeg bestemmer mig for, inden kortene trækkes, om det skal stå for håb eller frygt, eller så trækker jeg to kort, et for håb og et for frygt. Derfor vises det ene kort med stiplet linie. |
|
Kort 12 |
Her vises udfaldet af sagen. Det er ikke en stor forkromet løsning, snarere et forslag. Du kan altid forkaste forslaget, hvis du ikke synes om det. (Har jeg ikke nævnt "take it or leave it"????) |
|
Kort 13 |
Igen et kort som er valgfrit at trække og som ikke findes i det oprindelige oplæg. Men jeg kan godt lide at få gode råd, derfor trækker jeg altså et kort mere end andre og lægger det her. Og det er så "Det gode råd". |