Det vi i dag kalder runer var en skrifttype man brugte i hele det germanske område af Europa dvs. Tyskland, England og Skandinavien. De ældste runer vi kender er fra 200 år e. Kr. og de blev brugt til langt ind i middelalderen. Runerne stammer fra det græske alfabet, og nogen mener de har fået den udformning de har, fordi det så var lettere at hugge dem i sten.
Ordet "rune" betyder hemmelighed, hvilket tyder på, at de på et tidspunkt har fået en slags magisk betydning. Fakta er, at i middelalderen brugte man dem til magi, bl.a. til runestave. Dels har man fundet nogle runestave fra Middelalderen, dels kan man læse om dem i folkeviserne, bl.a. "Ridder Stigs runer og bryllup". Det fremgår af visen, at Stig vil have Liden Kirsten til at elske sig ved at kaste en runestav ind under skørterne på hende. Men Stig rammer forkert og runen triller ind under prinsesse Regitzes kjole. Bordet fanger, prinsessen falder pladask for Stig som derpå må ægte hende. Ak ja, magi har det med at ramme en selv!
Der er også et andet faktum som tyder på at runerne blev brug til magi mere end som skriftsprog. Det gamle runealfabet havde 24 tegn, hvilket muliggjorde det som skriftsprog. Men senere bliver runealfabetet indskrænket til 16 tegn og så er det pludselig noget sværere at skrive med, hvis det ikke lige skulle bruges til magiske formularer.
Den korrekte betegnelse for runealfabetet er "futharken". Det er fordi de 6 første bogstaver er F-U-Th-A-R-K. Det er der ikke noget mystisk ved, for ordet "alfabet" kommer fra græsk, hvor de 2 første bogstaver er Alfa og Beta. I det græske alfabet har hvert bogstav et navn som betyder noget. Det har hvert bogstav i futharken også. Det samme gælder for det jødiske alfabet. Det er åbenbart kun i det latinske alfabet, det vi bruger nutildags, hvor bogstaverne ikke har deciderede navne. Det kan undre, da det latinske alfabet også er en udløber af det græske alfabet. Du kan læse om hvert af de 24 tegn i futharken ved at trykke på knappen "Futharken" øverst på denne side.
I de islandske sagaer findes en afdeling kaldet Havámál. Deri fortælles hvordan Odin ofrede sig selv til sig selv og derved opdagede runerne. Senere fremgår det, hvordan runerne skal læses og bruges magisk. Naturligvis blev runerne brugt som amuletter, men også til at rådgive med. Dette kan du læse mere om i kapitlet "Brugen af runer" ved at trykke på knappen øverst på siden.
Der fandtes professionelle runemestre af begge køn som helt hen i 1200-tallet, altså længe efter kristendommens indførsel, var højt ansete i datidens samfund. Først omkring år 1400 er det slut med runerne, men ved hjælp af gamle skrifter har man en nogenlunde viden om dem. Selve tydningen af runerne er dog ret uklar og må tages for det, det er, nemlig en rekonstruktion.