Den store Arkana består af 22 trumfkort. De er blevet tillagt mange egenskaber gennem tiden. Nogle mener det er den ægyptiske gud Thot's bog, andre at det er forklaringen på den jødiske mysticisme, kaldet kabbalaen. Sagen er, at disse kort, i modsætningen til den lille Arkana, altid har haft billeder på, og disse billeder er så at sige de samme på samtlige sæt man kender til. Der er udgivet tykke bøger om symbolikken i den store Arkana. Du kan kigge i boglisten hvor jeg har nævnt nogle bøger om emnet. Der findes andre sæt kort, hvor nogle af kortene hedder noget andet og rækkefølgen er lidt anderledes, men stort set er Den store Arkana ens i samtlige sæt kort.


Narren er fri som fuglen, uden disciplin og styr på noget. Narren har realiseret sig selv og er på vej ud i den nye verden, fri for noget der binder. Narren er tankeløs og excentrisk, gerne opfyldt af mange utrolige idéer som andre finder grænsende til galskab. Men det er netop i galskaben man finder de mest geniale idéer.


Magikeren står for klogskab og gode evner. Han er under indflydelse af planeten Merkur som bestemmer over kommunikation, udtryk, intelligens og behændighed. Men magikeren står også for originalitet og tilpasningsevne, ligesom initiativ og fleksibilitet er områder som vedrører ham.

Ypperstepræstinden er månens gudinde. Hun er ophøjet og alvorlig. Visdom og åndelig magt er hendes speciale, ikke uden mystik. Men hun er også billedet på drømme og visioner, gerne af praktisk art. Som hun sidder på sin trone mellem den sorte og hvide søjle, er hun eksponent for modsætninger som er i balance med hinanden.

Kejserinden er en frodig kvinde. Hun er symbolet på den blide og følsomme moder, kærligheden, frugtbarheden, sanseligheden - kort sagt: Alt hvad der er ægte kvindeligt. Intet under at hun står under indflydelse af planeten Venus. Hun står også for den gode smag og den kunstneriske åre. Her har vi kvinden over alle kvinder!!!

Kejseren er en barsk herre at se til. Han er udpræget maskulin og den fødte leder. Han er stridbar, energisk, dominerende, magtfuld (nogle vil sige magtsyg), påståelig og stædig. Hans ord er lov og han tåler ikke nogen prøver at pille ved hans autoritet. Han er underlagt Vædderens tegn, så kig i en horoskopet under Vædderen, og du har et typisk billede på Kejseren.

Ypperstepræsten eller hierofanten, som han også kaldes, er lidt af et træhoved. Han er helt reel, men alt skal helst være som det plejer. Han er god til at lytte, ikke fri for at være noget af en terapeut, og som rådgiver er han suveræn. Hans moral er høj, og kan være tilbøjelig til at lufte den for alle og enhver, især dem der efter hans mening er lettere anløbne.

De elskende er den rene, ufordærvede kærlighed. Det er Adam og Eva før syndefaldet, eller den uskyldige barndom. Men den kødelige kærlighed lurer om hjørnet. I andre Tarotsæt ser man en mand mellem to kvinder. Den ene symboliserer moderen, den anden kæresten. Manden skal vælge mellem de to, altså frigøre sig fra moderen og give sig hen til kæresten. Dvs.. der også er et følelsesmæssigt valg forbundet med De elskende.

Vognen trækkes af en sort og en hvid sfinks, symboler på modsætninger. Der kan ske en af to ting: Enten drøner vognen afsted over stok og sten eller står den bomstille! Vognstyreren har ikke megen magt over tingene, han kan ikke bevæge sig i sit stive panser, men det yder en god beskyttelse mod angreb på hans sårbare indre. En fantasifuld, men lidt viljeløs person, som lader tingene gå sin skæve gang uden at ville gribe ind.

Styrke er den direkte modsætning til Vognen. En kvinde uden panser og plade, men som alligevel har tæmmet den stærke løve. Her ses kortet på åndelig kraft, indre styrke, magt uden vold, beslutsomhed og selvkontrol forbundet med dyb kærlighed.

Eremitten er den gamle vismand. Han er en grundig analytiker, ikke bare af omverdenen men også af sig selv. Han vil gerne have omverdenen lidt på afstand, men så er han også klar med meget gode råd, fordi han ser det hele lidt fra oven.

Skæbnehjulet er et gammelt symbol på livet foranderlighed. Oftest ses det med den unge konge til venstre som stiger på hjulet, den modne konge som troner på toppen af hjulet og den gamle konge der falder af hjulet til højre. Det er skæbnekortet der minder os på, at livet altid veksler, altid har sine op- og nedture.

Retfærdigheden søger efter balance og glatter evt. konflikter ud. Det er kortet for fair play, for retfærdighed og upartiskhed. Alt bliver vejet op mod hinanden for at skabe et kompromis alle kan leve med.

Den hængte mand er også et gammelt symbol. Manden hænger med hovedet nedad for at blodet (og tankerne) kan løbe ham til hovedet. Det er det ene af de 4 alvorlige kort. Alting synes at stå i stampe, og der er virkelig brug for nytænkning for at komme videre. Det er tid til at gå i tænkeboks.

Døden kaldes også for Transformering eller Forvandling. Kortet er det andet af de 4 alvorlige kort. Det betyder praktisk talt aldrig den virkelige død, snarere at noget er definitivt slut og noget nyt skal begynde. Tavlen er visket ren.

Mådehold advarer mod fanatisme og ekstremitet. Samarbejde fremfor individualisme, afholdenhed fremfor frådseri, grundig overvejelse fremfor overilede handlinger. Styr dine lyster!

Djævelen er det tredie af de alvorlige kort. Andre steder kaldes kortet Materialisme. Og det er lige det det handler om. De to elskende har bundet sig til den kødelige kærlighed og de materielle goder. De er ikke længere fri til at gøre hvad de vil. Hvis de vil have et lykkeligt liv, må de frigøre sig fra statussymbolerne - og hinanden.

Tårnet er det fjerde alvorlige kort. Her er tale om en forandring, som virkelig river noget med sig. Det er lige før man kan tale om en katastrofe. Forandringen kommer uventet, den er uretfærdig og bringer umiddelbart ikke noget godt med sig. Men er man låst fast i en uudholdelig situation, betyder kortet gennembrud, og husk endelig på, at intet er så galt uden det er godt for noget.

Stjernen viser en kvinde som øser af livets vand. Der er lyse perspektiver i vente, måske en uventet hjælp udefra, måske en guddommelig inspiration indefra. Alt afvikles i en ro og balance, og måske dukker der en lille fe op og fører et skær af det usædvanlige med sig.

Månen er et lidt underligt kort. Her er frit slag for illusioner og drømme, men også desillusion og bedrag. Her lurer skjulte farer og fjender. Så det er med at tro på sig selv og sin fantasi og så ellers gebærde sig med forsigtighed.

Solen er lykkekortet. Der er glæde og lyse udsigter forude. Kortet giver også et fingerpeg om frihed og fantasi. Det er nu, dine vilde idéer skal prøves af. Hele verden er parat, bare spring ud!

Dommen betyder genfødsel. Opståen til et nyt liv. Et gammelt liv er fuldbyrdet, et nyt venter. Dette liv kan både være et fysisk liv fx. efter en skilsmisse, men det kan også være et psykisk liv fx. du fuldstændig har skiftet mening i en dybereliggende sag.

Universet er den totale fuldbyrdelse. Ganske simpelt livets triumf. Hvis noget er absolut og fuldkommet vises det her i kortet. Modsætninger mødes og forenes, alt er i balance og går op i en højere enhed. Og så kan man begynde forfra igen med Narren...